Exodus 2000
Af markante udstillinger med mine objekter og ikoner kan nævnes Punk Pictures i 1990.
Senere fulgte bl.a. i 1994 Ex Nihilo, Ud af intetheden - en udstilling hvor jeg også
arbejdede med mediet "installation".
Efterhånden indgik der flere religiøse tegn og sekvenser i objekterne, og i 1995,
hvor jeg havde ikonudstillingen Graphical Icons på Kolding- hus Slot, blev jeg kontaktet
af menighedsrådet ved Islev Kirke, der spurgte, om jeg kunne opbygge en udstilling
specielt til deres moderne kirkerum.
Opgaven lød spændende, og jeg sagde straks ja.
At samtlige 60 objekter så tog et helt år at tegne, forme og fremstille, havde jeg
ikke forestillet mig, og længe inden udstillingen var færdig, fik jeg henvendelser
fra andre kirker, der havde hørt om projektet og derfor også ønskede udstillingen.
Nu var der pludselig tale om en kirkevandreudstilling, og jeg døbte udstillingen Exodus,
med tanke på 2. Mosebogs beretning om israelitternes vandring i ørkenen.
Arkitekterne, der i sin tid havde stået for den helt unikke ombygning af Koldinghus,
var Inger og Johannes Exner.
|
|
Sjovt nok var det samme arkitektpar, der 25 år tidligere havde tegnet Islev Kirke,
og man fornemmede dér stor lighed med Koldinghus Slots ruinøse udstråling.
Udstillingen bevægede sig efterfølgende i Exners fodspor, eftersom de følgende kirker
var Gug Kirke, Lyng Kirke, Virklund Kirke og Nørrelandskirken i Holstebro. Alle kirker
tegnet af Exnerparret. Senere fulgte Nustrup Kirke, en 1200tals middelalderkirke,
og med tiden er udstillingen blevet præsenteret i 28 danske kirkerum. Aldrig den helt
samme udstilling, altid med nye objekter der indgår efterhånden, som nye ideer opstår.
En rejse rundt i vidt forskellige miljøer og interiører og i forskellige arkitektoniske
udformninger.
I den moderne kirke kunne objekterne danne et samspil med den helt nye lyse kirkearkitektur
- i den næste kirke kunne de så til gengæld skabe kontrast til 1600tals epitafier,
bruskbarok, korbuekrucifikser og altertavler fra middelalderen.
|